Betingelser for handel i Dansk Retursystems webshop (herefter benævnt ”Handelsbetingelser”)

Gældende pr. 1. januar 2015

Når du køber varer i webshoppen på Dansk Retursystems portal www.pantstation.dk accepterer du disse handelsbetingelser. Udover handelsbetingelserne gælder dansk rets almindelige købe- og aftaleretlige regler, herunder reglerne om forbrugerkøb.

I handelsbetingelserne finder du svar på de mest almindelige vilkår forbundet med din handel i webshoppen. Finder du ikke svaret herunder kan du henvende dig til Dansk Retursystem A/S ved at udfylde kontaktformularen på portalen www.pantstation.dk eller kontakte Dansk Retursystems pantstation på tlf. 75 12 32 32.

1.      Virksomheds- og kontaktoplysninger

Virksomhedsoplysninger:

Dansk Retursystem A/S
Baldersbuen 1
2640 Hedehusene
CVR-nummer: 25 49 61 40
Elektronisk adresse: www.dansk-retursystem.dk

Kontaktoplysninger:
Dansk Retursystem A/S
Att.: Pantstation
Tlf. 43 32 32 32, e-mail: pantstationen@dansk-retursystem.dk eller via kontaktformular på www.pantstation.dk.

2.      Priser

Alle priser i webshoppen er angivet i danske kroner inklusiv moms og afgifter.

3.      Forbehold

Der tages forbehold for tastefejl i tekster og prisangivelser på pantstation.dk og i web-shoppen samt udsolgte varer.

4.      Betaling

Der kan betales med følgende betalingskort: Dankort og VISA/Dankort. Dansk Retursystem A/S pålægger ikke kortgebyr.

Når du har godkendt dit varekøb på pantstation.dk, bliver pengene reserveret på din konto, og først trukket, når varerne afsendes til den indtastede leveringsadresse.

Du vil via e-mail modtage en ordrebekræftelse på dit varekøb, hvis du har oplyst en mailadresse. Faktura på dit varekøb modtager du sammen med varerne.

5.      Sikkerhed ved betaling

Pantstation.dk er en sikker portal som er certificeret med SSL-certifikat. Det betyder, at kundedata krypteres således, at kun Dansk Retursystem A/S vil modtage dine indtastede persondata.

Ved betaling på pantstation.dk vil overførslen af dine kortinformationer også ske med stor sikkerhed, idet denne overførsel ligeledes foretages i krypteret form via Quickpay.

Quickpay er PCI-certificeret , Det betyder, at Dansk Retursystem A/S eller andre tredjeparter ikke modtager dine betalingsinformationer, men at der alene sker udveksling af dine betalingsoplysninger mellem dig og Quickpay. Dansk Retursystem A/S kan derfor aldrig komme til at trække mere end det beløb, du har accepteret ved din bestilling.

6.      Personoplysninger

Personoplysninger, som indtastes i forbindelse med køb på pantstation.dk, behandles af Dansk Retursystem A/S og eventuelle eksterne samarbejdspartnere i overensstemmelse med gældende dansk ret. Vi gemmer kun de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre dit varekøb.

Alle personoplysninger og informationer om varekøb bliver behandlet strengt fortroligt, og vil aldrig blive videregivet til tredjepart.

Dine oplysninger vil kun blive opbevaret så længe Dansk Retursystem A/S har behov herfor, for at vi kan udføre vores ydelser, eller kun så længe det er muligt iht. lovgivningen. Du kan, jf. persondataloven, få fuld indsigt i dine personoplysninger, som du har oplyst ved køb på www.pantstation.dk,  ved skriftlig henvendelse til:

Dansk Retursystem A/S
Baldersbuen 1
2640 Hedehusene
Att.: Pantstation

Pantstation kontaktes på tlf. 75 12 32 32 eller via kontaktformularen på www.pantstation.dk.

7.      Levering

Der pålægges ikke omkostninger til levering.

Der leveres kun til adresser i Danmark.  

Levering vil typisk ske indenfor 2-3 hverdage efter din bestilling.

Der tages forbehold for længere leveringstid, hvis varen ikke er på lager.

8.      Fortrydelse af køb og returnering

Du har 14 dages fortrydelsesret efter modtagelsen af varen. Ved fortrydelse skal varen være i samme stand som ved modtagelsen, og varen skal returneres i original og intakt emballage, det vil sige varen må ikke have været taget i brug.

Du kan gøre din fortrydelsesret gældende ved at nægte modtagelse af varen eller ved at tilbagesende vare og faktura til Dansk Retursystem A/S, Baldersbuen 1, 2640 Hedehusene. Ved returnering tilbagebetales varens pris.

Ved fortrydelse afholder du selv omkostningerne ved returnering af varen. Nægter du modtagelse, eller sender du varerne retur til Dansk Retursystem A/S, vil du få dit tilgodehavende refunderet hurtigst muligt og senest 30 dage efter, at Dansk Retursystem A/S er blevet orienteret om fortrydelsen eller har modtaget varen retur. Returneringen er sket rettidigt, såfremt du har overdraget varerne til postvæsnet eller anden transportør senest 14 dage efter modtagelsen.

9.      Reklamation

Du har to års reklamationsret fra modtagelsen af varen. Det er vigtigt, at du reklamerer hurtigst muligt efter, at du har konstateret, at en vare har fejl eller mangler. Reklamation kan ske ved udfyldelse af kontaktformularen på www.pantstation.dk. Ved reklamation er det vigtigt, at du oplyser fakturanummer for de mangelfulde varer og beskriver, hvori fejlen eller manglen består.

Du kan gøre brug af reklamationsretten for fejl og mangler, der viser sig op til to år efter, at du modtog varen. Reklamation er sket rettidigt, såfremt du indgiver reklamation til Dansk Retursystem A/S inden udløb af toårs-fristen. Reklamationsretten bortfalder, hvis manglen er forårsaget af dig selv, eksempelvis fordi du anvender varen til anden brug end tilsigtet.

10.    Værneting

Eventuelle tvister mellem dig og Dansk Retursystem A/S, der ikke kan løses efter pkt. 9 om reklamation, behandles efter dansk ret og kan, efter dit valg, indbringes enten for Glostrup Byret eller dit hjemting.