Event skal øge interessen for pantstationen


På bare to måneder har folk i Odense og omegn afleveret over 100.000 tomme dåser og flasker på den nye pantstation på Egegårdsvej. Alligevel opfordrer miljøvirksomheden bag pantstationerne, Dansk Retursystem, endnu flere til at prøve det forbrugervenlige koncept.  Den 13. og 14. maj deler de derfor gratis pantsække og kildevand ud ved Bilka i Odense for at sætte skub i interessen.

 - Vi ved, at hver eneste flaske og dåse der bliver genanvendt er en stor gevinst for miljøet. 1 tom dåse kan smeltes om og bruges til at lave næsten 1 ny dåse, og det kræver 95 procent mindre energi, end når man fremstiller en dåse af nye råstoffer, siger Lars Krejberg Petersen, administrerende direktør i Dansk Retursystem.

Pantstationerne er et supplement til flaskeautomaterne, hvor man fortsat kan aflevere sine tomme dåser og flasker. Det særlige ved pantstationen er, at man hurtigt og nemt kan komme af med mange emballager på én gang. Pantstationen i Odense har åbent alle hverdage klokken 7-22 og klokken 8-20 i weekender og helligdage.  Selvom pantstationen er ubemandet, kan man altid få direkte kontakt til Dansk Retursystem ved at trykke på en hjælpeknap.