I dag åbner vi to pantstationer

Borgerne i Herning og Kalundborg har i dag fået en ekstra mulighed, når det drejer sig om at aflevere tomme dåer og flasker. Dansk Retursystem A/S har åbnet en pantstation på Østre Havnevej 23 i Kalundborg og en pantstation på Absalonsvej 10 i Herning.

Der er således indtil videre tale om 5 pantstationer i landet, og planen er, at der som led i et pilotprojekt skal bygges yderligere 7 pantstationer inden udgangen af 2015.

På pantstationen kan du aflevere alle dine tomme engangsemballager i en stor pantsæk på en gang og bagefter få pengene direkte ind på kontoen. Der er tale om et alternativ til aflevering i butikkerne. Det tager kun et øjeblik at aflevere en pantsæk med omkring 100 tomme emballager. Du sparer tid og slipper for fedtede fingre - det er nemt, bekvemt og rigtig godt for miljøet.