Prøv den mobile pantstation

Lørdag den 5. oktober er City 2’s kunder inviteret til at se og prøve Dansk Retursystems nye mobile Pantstation.

Tag alle dine tomme engangsemballager med, hvis du alligevel skal ud og shoppe i City 2. Her står et hold fra Dansk Retursystem A/S klar med tomme pantstationsække til en snak og en demonstration af, hvordan man også kan aflevere sine flasker og dåser. Du finder os foran Føtex og på Torvet.

Med den mobile Pantstation vil Dansk Retursystem A/S demonstrere, hvor nemt det er at undgå køen foran flaskeautomaten lørdag formiddag. Den mobile model er udstyret med en kortlæser, en scanner og en krog, hvor man hænger sin fyldte sæk. Når man har identificeret sig med pantkort eller Dankort, hænger man sin sæk på krogen, og den mobile Pantstation læser sækkens RFID-tag - præcis som i den rigtige Pantstation på genbrugspladsen i Høje-Taastrup.

Det er første gang, vi tager den mobile Pantstation i brug, og begivenheden markerer, at vi nu også sælger pantstationsække i Føtex i City 2 og starter efterårets samarbejde med centret om en helt ny lokal genanvendelseskampagne.

Hele centeret er dekoreret efter alle kunstens regler med kunstværker og loungemiljøer lavet ud af materialer, der tidligere har tjent helt andre formål. Tidligere numre af City 2-magasiner er blevet til hængende papirkunst, City 2-bannere udgør nu kludetæpper og puder i lænestole af gamle pallebrædder fra Dansk Retursystem A/S, og en fotoudstilling viser, hvad der sker med de returnerede flasker og dåser, efter Dansk Retursystem A/S har hentet dem i butikkerne.